Lotte balancerer mellem frit valg og frit fald

Hele livet har alting været planlagt og styret af familie, uddannelse og arbejde. Nu skal Lotte lære at mestre tiden selv.

Da Lotte gik på pension som 67-årig, var det for at erobre verden på ny. Hun havde arbejdet meget som pædagogisk konsulent og havde ikke fået rejst eller set barnebarnet og veninderne rundt omkring i landet så meget, som hun ønskede.

Egentlig kunne hun godt tænke sig at have stoppet lidt tidligere. Men hun vidste, at der ikke ville komme en ny for at erstatte hende, så hun følte sig forpligtet til at afslutte projektet, hun sad med, både for børnenes og for sin egen skyld. Så da projektet endelig var slut, og rapporten udkommet, var hun klar til et nyt kapitel i livet.

Noget at bevise
Lotte har altid drømt om at rejse på egen hånd. Hun har været skilt i 20 år, men havde endnu ikke fået rejst alene. Så togturen igennem Europa havde været en drøm, der nu skulle opfyldes. Hun skulle bevise noget.

Lotte holdt afskedsreception den næstsidste dag på arbejde, så hun kunne bruge den sidste dag på at få makuleret, ryddet op og få sagt stille og roligt farvel til de nærmeste kolleger. Lotte fulgtes altid hjem på cyklen med sin tætte kollega for at få vendt dagen, men den dag føltes turen mærkelig. Det hele var spændende og usikkert. Heldigvis havde hun planlagt det sådan, at næste dag var 1. maj, og hun var som altid i Fælledparken, hvor hun blev fejret af venner og bekendte fra fagbevægelsen. Den efterfølgende dag gik hun i gang med at planlægge rejsen, som skulle begynde en uge efter.

En balance mellem frit valg og frit fald
Turen står nu som en milepæl i hendes liv og som begyndelsen til en masse nye eventyr. Men det har taget hende et halvt års tid at vænne sig til det nye liv. Hun havde meget travlt i starten og følte, at det ikke var ok at slappe af. Den megen frihed, hun har fået, kan være svær at håndtere. ’Jeg balancerer mellem frit valg og frit fald’, siger hun, for gennem hele livet har alting været planlagt og styret af familie, uddannelse og arbejde. Lotte skal nu lære at mestre tiden selv.

Hun har nu fundet sig en ny rytme, men det har taget tid og kræfter. Hun nyder det i fulde drag og har fået en anden fornemmelse for, hvad tid er. Hun står lidt senere op og kan sidde i timevis med avisen. Men så skal der også ske noget, og ugen er fyldt med træning, svømning, barnebarn og tid til fordybelse alene eller med venner og veninder. Når altså hun ikke lige er ude på nye eventyr i Europa.

Lotte er 67 år og blev pensioneret fra sit arbejde som pædagogisk konsulent i Københavns Kommune for et halvt år siden. Hun er fraskilt og har et barnebarn.

Du har fravalgt funktionelle cookies. Derfor er chat ikke muligt. Hvis du ønsker at chatte med vores rådgivere, skal du acceptere funktionelle cookies. Du kan tilvælge "Funktionelle cookies" ved at klikke på denne boks.

Vær opmærksom på, at du vælger hele kategorien "Funktionelle cookies" til. Således kan der være andre cookies end udelukkende dem til chat.