Dine efterladte får udbetalt en forsikring, hvis du dør inden din pension. Udbetalingen kan være det, der giver dine efterladte mulighed for at leve videre i økonomisk trygge rammer, så de for eksempel har råd til at blive boende i boligen.
Se hvad dine efterladte får udbetalt
Læs om udbetaling ved død
Nærmeste pårørende får pengene, med mindre du vælger andet
Som udgangspunkt får dine nærmeste pårørende udbetalingen ved død – bortset fra børnepension. Hvis du gerne vil sikre, at andre får del i pengene, kan du få det skrevet ind i din pensionsordning. På pensionssprog hedder det at indsætte en begunstiget.
Når den begunstigede på en pensionsordning er ’nærmeste pårørende’, betyder det, at forsikringen ved død udbetales til en af disse personer i den nævnte rækkefølge:
- Din ægtefælle eller din registrerede partner
- Din samlever
- Dine livsarvinger, som omfatter: børn, børnebørn, oldebørn og adoptivbørn og deres livsarvinger
- Dine arvinger ifølge testamente
- Dine arvinger efter arvelovens bestemmelser.
OBS: Din samlever er kun omfattet af ’nærmeste pårørende’, hvis pensionsordningen er oprettet efter 1. januar 2008, eller begunstigelsen er ændret efter 1. januar 2008.
Herudover er det et krav, at I har levet sammen på ægteskabslignende vilkår i 2 år før din død, eller at I har levet sammen på en fælles bopæl og venter, har eller har haft barn sammen.
Skal andre have pengene?
Hvis begunstigelsen ’nærmeste pårørende’ ikke svarer til dine ønsker, har du mulighed for at indsætte en anden eller flere andre som begunstiget. Det kan for eksempel være
- din samlever, hvis din samlever og du endnu ikke opfylder betingelserne ovenfor
- dine børn, hvis du er gift eller samlevende og ønsker, at dine børn skal have pengene
- andre personer, hvis du er ugift og hverken har børn eller anden familie.