/Karen-Hassing-451-x-190-billede-1.jpg)
Der er mandage. Og så er der de mandage man aldrig glemmer. For Karen Lisbeth Hassing var mandag d. 30. august 2010 en af disse.
- Til daglig arbejder jeg i en børnehave i Glostrup. Men den dag skulle jeg på et kursus, som foregik på 3. sal for enden af en lang udvendig vindeltrappe, fortæller Karen.
Karen lider af højdeskræk – og skyndte sig derfor op ad trappen. Umiddelbart efter fik hun ondt i venstre arm. Og smerterne blev bare værre og værre, husker hun:
- Tanken strejfede mig, at det kunne være en blodprop. Men jeg tænkte bare, at det sker ikke for mig.
Politieskorte
Til sidst gjorde det så ondt i armen, at hun tænkte at noget måtte være helt galt. Trods de store smerter tog hun sin bil og kørte hele vejen til skadestuen i Glostrup.
Karen blev straks scannet. Første scanning viste ingenting. Men det betyder ikke nødvendigvis at alt er godt, når det stråler i armen. Så ved anden scanning var blodproppen i hjertet nem at se. Og så gik det stærkt:
- Lægerne sagde til mig, at jeg ikke skulle være alt for nervøs – men jeg ville nu blive fragtet med fuld udrykning og med politieskorte til Gentofte Sygehus og straks blive opereret. Det eneste jeg tænkte var at nu får jeg da noget for mine skattepenge, griner Karen.
Kritisk sygdom – penge fra PBU
Trods det store indgreb blev Karen opereret med lokalbedøvelse. Operationen gik godt – og allerede om fredagen kunne hun udskrives.
En af Karens familiemedlemmer mente, at der måske var noget med at hun kunne få en udbetaling fra PBU. Da hun kom hjem kontaktede hun derfor PBU. Og hun var overrasket. Både over at hun fik 75.000 kr. i udbetaling i forbindelse med forsikringen for kritisk sygdom – men også fordi hun kunne få penge, selv om hun nu var rask.
- Jeg tror jeg gik med en eller anden forestilling om, at man kun kunne få penge, hvis man blev invalideret. Men jeg lever i bedste velgående, og kom allerede tilbage til jobbet efter en måneds sygemelding, siger hun – velvidende at hun var i reel livsfare denne mandag…