Et brud kan være lidt af en barsk oplevelse, og det bliver ikke lettere, hvis der stadig er følelser i klemme. Uanset om I har været gift eller blot levet sammen, er det vigtigt, at du sørger for, at pensionsordningen svarer til din nye situation.
Din pension skal ikke deles
Du kan som udgangspunkt beholde din egen pensionsordning, hvis I går fra hinanden. Medmindre I har været hos en advokat og indgået en aftale (ægtepagt eller samlivskontrakt) om, at pensionsordningen skal være en del af jeres fælles formue.
Tjek, hvem der får penge efter dig
Din pensionsordning indeholder en udbetaling, hvis du dør inden pensionsalderen. Vil du være sikker på, at din tidligere ægtefælle eller samlever ikke får del i pengene, skal du tjekke, hvem der er indsat som begunstiget og vil få udbetalt penge efter dig.
Log ind og se, hvad du og dine efterladte får udbetalt
Læs om udbetaling ved død
Sådan undgår du, at din eks får penge efter dig
Hvis dine "nærmeste pårørende" er indsat som begunstiget, behøver du ikke gøre mere. For nærmeste pårørende omfatter hverken fraseparerede eller fraskilte ægtefæller – og heller ikke en samlever, som du ikke længere bor sammen med.
Hvis din tidligere ægtefælle eller samlever er indsat som begunstiget med navn, skal du sørge for at ændre på det. Ellers vil der stadig blive udbetalt penge til din eks.